meget varmt og landfast

Det røde er båden bagved.

Alternativ sommerferie

Stik mod alle odds startede juli med sol og varme. Pragtfuldt – men jeg skulle op og ordne bunden på båden. Den havde nu ligget i vandet i 6 år, og farten var ikke noget at prale af. Altså – nu måtte den være rimeligt ”langskægget”. Båden skulle hurtigt op og bunden renses og males, så jeg kunne komme ud i det blå. Men goddaw do- efter længere ventetid på vognmanden, havde andre på pladsen flyttet stativet og taget mine klodser, så jeg ikke kunne komme på land. Efter at have ventet på, at ”piraterne” kom i vandet, kunne jeg endelig blive hejset op. Jeg havde valgt ikke at tage riggen af, så jeg kunne kun stå hvor vognmanden kunne svinge båden ind uden at køre med den, og der havde ”piraterne” møvet sig ind. Det blev lidt af et projekt, eftersom min originale passende opstilling passede, men nu skulle vi starte forfra. Heldigvis led vognmanden også under varmen, så jeg fik tid til at få båden sikkert sat på land.

Tak for en! Det var fælt. 15 skovlfulde blåmusliner (der ikke var spiseværdige) røg i havnen. Hele vandlinien havde så mange rur, der kunne gøre et koralrev værdigt, at selv ikke den gode skovl kunne gøre en effektiv indsats.

Slibemaskinen kom på arbejde, efter højtryksspuleren havde sat sit aftryk, men - rur kan ikke slibes af. De skal skrabes af. Et eller andet sted havde jeg en god skraber med ekstra klinger. Om den var hjemme, på loftet, i båden eller i rummet på havnen vides stadig ikke. Da Egå kaldte efter min lightprimer og bundmaling, købte jeg samtidigt her en ny skraber. Det hele kostede en udbetaling på et hus. Dog sikker i havn ved busstoppestedet og senere ved båden, gik jeg i gang med at skrabe rur. Skraberen kostede den nette sum af 88 kr., men alligevel røg klingen hele tiden af, mens rurerne fik et mere overbærende udseende. Det gad jeg ikke. Op ad stigen og ned i bådens gemmer. Hammer, skruetrækker og rørtang kan lave mere end man tror, så nu skrabes der, og rurerne er ikke længere så hovmodige.

Arbejdet i solsiden går trægt. Her så varmt, at sandpapiret brænder fast i underlaget og jeg er ved at give op. Varmen er så intens, at selv Satan ville springe i vandet for afkøling.

Nu Satan er på bane, så kan jeg lige så godt foresætte. Fandens også! Efter 6 års slidsomme sommerferiesejladser er det endeligt perfekt ferievejr. Her står man på land i en ulidelig hede, og man skal bøde for sin egen træghed i 6 år. Det kan jeg ikke anbefale.

For et par år siden havde jeg banket på et par sten. Sådan nogle flytter sig ikke frivilligt, så det gik ud over kølen. Kølen er fiberbelagt, og hullet i fiberen viste sig at være større end antaget, da jeg kom ind til den gennem blåmuslingerne. Her hjælper bønner og svag hånd ikke. Vinkelsliberen blev aktiveret og det beskadigede område blev slebet ned til rent jern. Når jeg er færdig med resten af bunden, skal hullet på kølen lukkes med fibermåtter og West Epoxy.

Hvis nu Monrad / Rislund skulle stå for vejrudsigten for natten til lørdag, så havde vejrguruen nok heddet: ”Dr. Lummerkrog”. For det var en lummer nat. Heldigvis begyndte det at regne med følgende brag og lyn, og luften blev renset. I løbet af formiddagen fortonede bragene sig i østlig retning og luften føltes mere omgængelig. Solen havde ikke slået igennem, og selv om temperaturen var 24 grader, så var det godt arbejdsvejr. Sådan – nu kan jeg slibe solsiden (der var ingen sol), og det gik fint. Nu mangler der kun at blive slebet kanter og overgange.

Sidst på eftermiddagen fik solen magt, så skyerne og jeg måtte pakke sammen. Pladsen havde ellers for første gang i lang tid fået vand, og den havde været en behagelig arbejdsplads. Med solens livgivende varme blev alt forandret til en nu kvælende sauna. Med udsigt til næsten færdig med det værste, satte jeg mig med en øl og kikkede ud over havnen mens en røg blev indtaget. Det er så dejligt at iagttage folk på havnen. Lige nu kommer der mange gæstesejlere, som ser glade ud, men de mangler ofte oplysninger, og er det ikke oplagt at spørge en møgbeskidt person ved en båd på land? Det giver en del hyggelig snak. Lokalbefolkningen er altid ”bagud”, så de render rundt og ser meget travle ud, uden de foretager sig noget. Men det er vigtigt.

”Dr. Lummerkrog” har sat et større regnskyl på Østjylland i løbet af natten. Normalt ville jeg have været vrissen over det. Men nu er det kun godt. Det skyller slibestøv og andet kravl væk. Hvis det er tørvejr i morgen og overskyet, vil det være perfekt for det videre forløb.

Mandag fik jeg lagt første lag epoxy på kølen. Skønt – så kan jeg starte med et lag måtter i dag tirsdag. Jeg skal dog lige have købt nogle engangshandsker, da nyt blandet epoxy er meget levende og ikke sundt på huden. Nu er det mest trælse arbejde ved at være overstået. Det har da også været utroligt ulideligt i denne varme. Hvis skroget nu efter 14 dage på land ikke er gennemtør, så er der ingen retfærdighed til.

Føj for den – på vej over gården efter cyklen, måtte jeg hurtigt søge indenfor. Et tordenvejr havde åbnet for sluserne. Tagrenderne kunne ikke følge med, men jeg tror, de blev renset for dueunger og andet lort. Uvejret fortsatte det meste af eftermiddagen, så der blev dømt arbejdsdag hjemme. Det er ellers sådan en dag, det er hyggeligt at ligge i køjen i petroleumlampens skær og læse en god bog.

Det blev onsdag, før jeg kunne komme videre. Regnen havde i går kastet pladsens overflade op på kølen, så jeg måtte starte med at tørre af med acetone. Men så kom der også måtter på. Det skal være i små stykker, da formen er meget rund i flere retninger. Prøv selv at glatte et A4-ark ud på en bold. Efter et par timers klippe/klistren var jeg godt tilfreds. I morgen skal der lige slibes lidt før næste lag kommer på. Jeg skal lige omkring bådpusheren efter flere af de billige pensler, for det er éngangs brug.

Øv og 3 gange øv – hele dagen har hygrometeret svinget mellem 90% og 100%. Det har ikke silet ned, men der har været en stille og grå støvregn, der trænger ind alle steder. En god tordenskylle efterfulgt af opklaring og sol skader ikke. Men dette vejr gør det helt umuligt at arbejde videre. Heldigvis lyder Dr. Lummerkrogs vejrudsigt for fredag på tørt og lummert vejr. Det har indtil videre været en meget utraditionel sommer, rent vejrmæssigt. I mange år har skoleferien budt på regn, rusk og kulde, for i august at blive det dejligste vejr. Men i år er det lige modsat. Jeg tager gerne mod bestikkelse. Vil I have en god dansk sommer i juli fremover, så skal I bare bede mig tage båden på land. Kontonummer oplyses ved henvendelse til undertegnede.

Det blev tørt og meget varmt. Heldigvis skulle jeg kun slibe og rense onsdagens måttearbejde, og lægge et nyt lag på. Lørdag skal der så spartles med epoxy efterfulgt af endnu et lag måtter. Selv om det er højsæsson og dejligt ferievejr, så er der livlig aktivitet på vinterpladsen. Det er meget hyggeligt. Jeg keder mig ikke, for jeg snakker med en masse folk, jeg ellers ikke ville møde. I sådanne situationer er det rart, at have en velassorteret køleboks

Lørdag og søndag blev der spartlet og slebet, så selv en lærling fra et bådebyggeri ville blive misundelig. Dejligt – nu nærmer malerarbejdet sig. Mandag sluttede lærernes skoleferie, mens eleverne har en uge mere. Så dagen blev brugt på Langå Skole med efterfølgende arbejde hjemme. Det var meget hyggeligt, at møde udhvilede kollegaer, der havde nydt ferien med afslapning og opladning.

Det var voldsomt – natten til tirsdag kunne jeg ikke finde ro. Et større uvejr skulle passere landet fra SV. Der var varslet vindstød i stormstyrke, og da jeg har hele riggen stående på båden, kunne vinden rive kraftigt i den. Blev den stående i stativet? Sidst på natten kom braget. Det lynede og bragede og tagrenderne raslede i vinden. Kl. 08:00 var jeg endnu ikke blevet kontaktet, og vejret havde nu trukket ud over Djursland. Vel ankommet på havnen stod båden flot og strunk i stativet og smilede til mig, som ville den sige: ”Så nemt slipper du heller ikke”!

Så blev sidste lag epoxy lagt på. Men desværre har gamle damer ikke kun brug for spartling, de får også andre skrøbeligheder. Fenderlisten er knækket i styrbord-agter-hjørne, og har løsnet sig. Op på stigen og med stemmejern skrabe gammel fugemasse m.m. af, så der er en ren vedhæftning. Vores hyggelige havneassistent Henning, har medbragt et par gode skruetvinger, så jeg kan ”tvinge” gummilisten på plads.

Jeg troede det var en umulig opgave, men det er ufatteligt hvad man kan med skruetvinger og TEC 7. Første del af listen sidder nu meget fast.

Torsdag blev en våd dag. Luftfugtigheden var meget høj – men hvad pokker. Jeg kunne finde en meget lang vandslange frem og vaske båden med Pre-Cleaner. Det er en meget effektiv sæbe. Selv om jeg havde gummihandsker på, har jeg fået udslet på hænderne, så jeg er overbevist om, at jeg fredag kan male med 1. lag primer.

Dr. Lummerkrog spår nu ustadigt vejr over Danmark. Pokkers også. Fredag fik jeg lagt primer på styrbord side, så løb jeg tør for primer. Jeg havde beregnet 2,5 liter til hele bunden, men god daw do. Selv om jeg havde fortyndet den 10%, så rakte det kun til den ene side. I dag lørdag har bådpusheren atter åbent, så jeg kan købe mere primer. Desværre ser det ud til regn, så spørgsmålet er hvor langt jeg når. Det kunne sgu da godt have holdt tørt den sidste weekend af årets sommerferie, så jeg kunne blive færdig. Der er nogle overmalingsintervaller der skal overholdes, om jeg ikke skal slibe overfladen.

Utroligt – Dr. Lummerkrog  havde spået forkert for Århus Havn. Sidst på formiddagen klarede det op, og jeg nåede bådpusheren før lukketid. Det kan jeg så ikke anbefale. 2,5 liter lightprimer  koster 997 kr. OK – 10% fortynding fik jeg dækket resten af bunden.

Problemet er nu, at den skal have et lag primer mere, og første lag bundmaling skal smøres på efter 2 timer, så der skal arbejdes hurtigt. Nu ville det være rart med en arbejdsvillig børneflok, men jeg glæder mig så over en hestegal datter, og laver arbejdet selv.

Den første uge på ”Koldbøttefabrikken” var traditionen tro meget hektisk, så jeg nåede slet ikke på havnen. Vejret var nu heller ikke for godt. Lørdag klarede det endelig op, og jeg fik slæbt alt grejet frem og gjort klar. Nu skulle der ufortyndet primer på efterfulgt af 1. lag bundmaling. Det er noget sejt noget, så det tager sin tid at få det lagt pænt, men hele styrbords side fik et pænt lag. Bundmalingen skal helst på efter et par timer. Det passede fint. Jeg startede i bagenden med primeren og sluttede i næsen. Så kunne jeg bare starte, hvor jeg begyndte. Efter 4 timer havde hele siden fået primer og bundmaling.

Pokkers også. Jeg havde brugt al primeren, og bådpusheren var lukket. Søndag var det kun pusheren i Marselisborg Lystbådehavn, der havde åbent. Jeg kunne af gode grunde ikke sejle derned, så op på jernhesten – hyp-hyp- nej hvor det gik. 340 kr. for 0,7 liter primer. Heldigvis havde han kun 2 dåser. Nå af sted nordpå i zigzagkurs mellem byggerod på havnefronten, ufatteligt hvad der bliver bygget. Alt blev linet op, for nu skulle bagbords side have et par lag. Nogle gange kan man være lidt heldig. Jeg havde endnu ikke fået blandet primeren, da det begyndte at stå ned i stænger. Havde den været blandet, havde den været ubrugelig efter opklaringen. Opklaringen trak ud, så der var ikke andet at gøre end at pakke sammen og sætte sig i klubhuset med en kold og vente. Der blev ikke malet noget den søndag.

Den første uge efter ferien blev lidt hektisk. Traditionen tro skal der holdes møder, planlægges, laves skemaer og hentes bøger. Heldigvis var eleverne i godt humør. De havde tilsyneladende savnet hinanden. Dette gode humør gjorde dem også uundervisningsbare, så ugen blev meget alternativ.

I weekenden blev sidste lag primer lagt på, bunden fik 1. lag bundmaling. Et par andre småting blev også ordnet.

Ugen efter havde jeg et par møder på skolen og på havnen, så der blev ikke lavet båd denne uge.

Lørdag var det fint vejr, så jeg fik slebet et par nødvendige steder og malet et lag bundmaling. Ud på aftenen fik jeg det skidt. Alt blev pakket sammen, og hjemme måtte jeg direkte i køjen. Søndag måtte jeg holde køjen med høj feber og svimmelhed. Dette fortsatte de næste dage. Det blev ikke bedre af, at jeg i 3 dage ikke kunne indtage andet end vand. Onsdag fik jeg endelig et beskedent måltid. Desuden kan et par bananer altid glide ned, også uden tænder

Desværre har jeg måttet blive i køjen hele ugen, og det har selvfølgelig været et pragtfuldt vejr.

Lørdag tog jeg et par ture ned og op af trappen. Det gik fint, jeg blev ikke svimmel. Så ned på havnen. I løbet af eftermiddagen blev jeg færdig med andet lag mørkeblå bundmaling. Nu mangler jeg kun 2 lag sort bundmaling. Blå og sort? Hvorfor pokker smører han ikke bare sort på? Det har en fornuftig forklaring. Bundmalingen er selvpolerende, hvilket vil sige, at den slides ved sejlads. Når jeg senere ser på bunden, og den er blå visse steder, så er det der, den er slidt mest. Det er så også der, den skal have lidt ekstra.

Bundmalingen er klaret, og jeg har fået flyttet båden ca. 30 cm frem i stativet. Undersiden af kølen og de 4 punkter ved stativet er nu slebet og lukket med West Epoxy. Dejligt!

Resten af oktober og vinteren var ikke for godt vejr, så arbejdet på båden stod stille.

Men i et anfald af  ”desperation” besøgte jeg en båd i Kolding. Det var en dejlig Elvstrøm MS31 med helt ny motor og andre gode facilliter, som jeg endte med at købe, da den var enormt billig.

Den historie kommer der mere om, for pludseligt tog mit liv en uventet og ikke kærkommen drejning.